Dagens rytme


Formiddag

Vi starter morgensamling kl.9.15. Det er vigtigt, at børnene er afleveret inden 9.15 ellers ring og giv os besked. Det er hyggeligt at starte dagen med fællessang, snak om dagens aktiviteter, knækbrød og frugt. Hvis I undtagelsesvis kommer senere, aflever da barnet så stille og roligt, at gruppen ikke forstyrres.

I sommerperioden (juli-august) holdes der ikke morgensamling hver dag, da vi prioriterer at komme ud af huset højt. Vi er ude af huset hver dag i 1-2 timer. Der skiftes mellem legepladser og andre udflugtsmål.

Frokost

Spises mellem kl.11.30 og kl.12.00 (vuggestuen) og mellem kl.12 og kl.13.30 (børnehaven), afhængig af gruppen og formiddagsturen

Fra 1. januar 2010 tilbyder vi sund mad til alle vores børn.

I samarbejde med Marlene (vores kok) har bestyrelsen og personalet opstillet nogle mål/hensigter/områder, som vi i fællesskab implementerer i vores projekt Børnemad.

  • et køkken med friske råvarer
  • plads til at børnene kan være med
  • børnene skal have sund mad, der lever op til ernæringsanbefalingerne
  • vi skal have alt den økologi, som vores økonomi kan bære
  • maden skal være kulinarisk attraktiv, den skal være kulturskabende og maddannende.

Hver uge sætter Marlene ugens madplan op på tavlen ved indgangen, så I som familie, også kan følge med, og snakke om, den mad jeres børn skal spise til frokost.

Børnehavebørn hjælper en gang om ugen med at lave mad og bage, børnene er delt i små grupper(4 børn).

Middagssøvn / afslapningspause

Mellem kl.12.00 og kl.14.30 soves middagssøvn i vuggestuen, børn under 2 år sover i krybber i gården, resten på stuen.

Efter frokosten kan de mindste børnehavebørn sove middagslur i puderummet.

Eftermiddag

Kl. 14.30 serveres brød, boller, koldskål, frugt, grønt eller lignende. Eftermiddagen går med både fri leg, højtlæsning og organiserede aktiviteter (maling, spil, klippe/klistre mv.).

Legetøj

1 stk. privat legetøj må medbringes hver dag i vuggestuen.

I børnehaven må 1 stk. privat legetøj kun medbringes om mandagen.

Cd`er eller bøger må medbringes hver dag. Vi kan ikke påtage os ansvar for, at legetøj ikke går i stykker eller bortkommer. Personalet forbeholder sig ret til at lægge legetøjet væk, såfremt det er konfliktskabende.

Modtagelse og afhentning

Når I afleverer barnet om morgenen, vil vi gerne tage imod på en god og tryg måde.

I bedes derfor følge barnet helt ind på stuen og tage direkte kontakt til en voksen, så vi ved, at Jeres barn er kommet.

Det er vigtigt, at I siger tydeligt farvel til Jeres barn; giver det et knus og vinker eller på anden måde gør opmærksom på, at I går.

Giv os beskeder, vi vil f.eks. gerne vide, hvis andre henter Jeres barn.

Ved afhentning bør I have tid til at hjælpe Jeres barn med at få ryddet legesagerne op og med at holde orden i garderoben.